Implementering og selverkendelse
“Our delusions are a direct result of succes, not failure”
Marshall Goldsmith
For nogle år siden så jeg en reklame fra et amerikansk forsikringsselskab.
Reklamen bestod af et stillbillede af en enorm Gråbjørn, der stod midt i en rivende strøm med kæberne åbne, klar til at sætte tænderne i en uvidende laks, der har sat i et spring opstrøms.
Overskriften til billedet var: “You probably feel like the Bear. We’d like to suggest you’re the salmon”.
Et af mine hovedområder som konsulent har altid være implementering af strategi og da jeg for nylig faldt over en henvisning til dette billede kom jeg uvilkårligt til at tænke på en øvelse, jeg ofte gennemfører med ledergrupper, når vi laver den første opfølgning på implementeringen af deres strategiske ambitioner og handlingsplaner.
Øvelsen går i al sin enkelthed ud på, at jeg beder den enkelte leder give et bud på, hvor stor andel han eller hun mener at have, i procent, i de resultater, der ind til nu er opnået.
Vi ender altid over 100 %. Nogle gange ender vi tilmed over 200 % og en enkelt gang med en rimelig stor ledergruppe endte vi over 300 %.
Et eller andet sted er der altså nogle ledere, der overvurderer deres egne evner - det skal nemlig samtidig siges, at jeg endnu aldrig har været med til en opfølgning, hvor alle planlagte aktiviteter har været gennemført.
Oftest er det faktisk lagt fra ved den første opfølgning.
Prøv at lave øvelsen i dit eget team og se hvor I ender, og brug derefter resultatet til en diskussion om, hvorvidt den her udtrykte selverkendelse, eller mangel på samme, kunne justeres en smule til fordel for mere jordnær eksekvering!